4. "Men i dag har de store forandringer fundet sted,
og spørgsmålet er, hvordan den nærmeste fortid
overtages og arves af et politisk og kulturelt fælles-
skab. Det er et spørgsmål om at se det moderne
Danmark som det historiske Danmark, og dermed
er det klart, at gamle dage er blevet et anliggende
for moderne mennesker."
Rune Lykkeberg 2010
6. Indhold
Forord 7
Indledning 9
1. Velfærdsforstaden – et historisk rids 17
1.1 1945-1959: Modeldannelse 19
1.2 1960-1974: Realisering af velfærdsforstaden 24
1.3 1975-1989: Udbygning og ombygning af velfærdsforstaden 31
2. Velfærdsforstaden i dag 35
2.1 Velfærdsforstadens fysik 35
2.2 Udfordringer for velfærdsforstaden 44
3. Hvordan bevarer vi velfærdsforstaden? 52
3.1 Lovgrundlag og registreringsmetoder 53
3.2 Anerkendte bevaringsværdier i velfærdsforstaden 58
3.3 Forvaltningen af velfærdsforstadens bevaringsværdier 68
Atlas over velfærdsforstaden 83
Litteratur 153
Billedfortegnelse 159
8. Forord
Realdania sætter i disse år fokus på landets forstæder, hvor omtrent halvdelen af
danskerne bor og lever. Efter mange års fokus på de historiske bykerner og bynære
ældre industriarealer ligger udfordringerne nu i fremtidens bæredygtige byudvikling
i forstæderne. Realdania ønsker at rejse en debat, som skal bane vejen for at øge
livskvaliteten i forstæderne. Der skal skabes nye muligheder i forstæderne gennem
bæredygtig transformation af de eksisterende fysiske rammer.
Forstæderne står foran en række store fysiske udfordringer, fordi en betydelig del af byg-
ningsmassen er nedslidt og energimæssigt utidssvarende. Der er tillige store funktions-
tømte industriområder, hvis anvendelse skal gentænkes. Nye aktuelle behov for tæthed og
funktionsblanding omkring stationscentre og boligområder er ligeledes en betydelig ud-
fordring i forstæderne, da dette står i klar modsætning til deres oprindelige organisering.
Alt imens forstæderne er i forvandling er det vigtig at huske på, at forstæderne har en sær-
egen bygningskultur, som har frembragt arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der er
værd at værne om og bygge videre på. Med denne rapport sætter Realdania fokus på for-
stadens bygningskultur, som den blev skabt i forbindelse med velfærdssamfundets opbyg-
ning fra Anden Verdenskrig og op til 1980'erne. Forstædernes kulturhistorie og kulturarv
skal tænkes med i udviklingen af forstædernes eksisterende bygningsmasse.
Kommunale planlæggere, politikere og ikke mindst de danske borgere ser i stigende grad
kulturarv som en faktor, der øger kvaliteten af vores byggede miljø. Denne rapport er først
og fremmest tiltænkt planlæggere og kommunale beslutningstagere, som her får en over-
sigt over velfærdsforstadens bebyggede strukturer i et bevaringsperspektiv. Det er vores
håb, at rapporten vil tjene til information og inspiration i det fremtidige arbejde med beva-
ring og ikke mindst udvikling af forstædernes bygningskultur.
Dansk Bygningsarvs undersøgelse er blevet fulgt af en følgegruppe af eksperter, Claus
Bech Danielsen (Statens Byggeforskningsinstitut), Erling Groth (Forstadskonsulenterne),
Tom Nielsen (Arkitektskolen Aarhus), Simon Ostenfeld Pedersen (Kulturarvsstyrelsen) og
Poul Sverrild (Forstadsmuseet, Brøndby og Hvidovre Kommune), hvis rådgivning og
kommentarer har været af stor værdi for projektet.
Hans Peter Svendler, Realdania, november 2010
10. Indledning
Har forstaden sin egen bevaringsværdige bygningskultur? Hvad skal i så fald beva-
res, og hvordan? Med denne publikation begiver vi os på sporet af forstadens byg-
ningskultur fra perioden 1945 til 1989. Vi kaster lys over bevaringsværdier og
bevaringsstrategier i de byudvidelsesområder, som blev opført i forbindelse med
opbygningen af velfærdssamfundet, og forsøger os således med en systematisk
afdækning af et nyt og aktuelt område for bevaring.
Rapporten er opdelt i tre kapitler. I første kapitel belyses forstædernes tilblivelseshistorie
som et led i velfærdssamfundets opbygning. I andet kapitel stilles der skarpt på velfærds-
forstaden i dag, dens geografi, struktur og sammensætningen af bygningsmassen. Med
udgangspunkt i en række udviklingstendenser beskrives aktuelle udfordringer for vel-
færdsforstaden. Pointen er, at det netop her, hvor forstædernes bygninger og byggede
strukturer er under forandring, er særlig relevant at tage stilling til bevaringsspørgsmål. I
tredje kapitel indkredses bevaringsværdier og -strategier i velfærdsforstaden med ud-
gangspunkt i den hidtidige udpegnings- og forvaltningspraksis. Afslutningsvis præsenteres
en kortlægning og typologisering af velfærdsforstadens byggede strukturer. Denne del af
rapporten er tilrettelagt som et atlas, der dels giver overblik over bygningsmassens al-
dersmæssige og anvendelsesmæssige sammensætning igennem en række GIS-kort og nøg-
letal, dels beskriver typiske bebyggede strukturer med fokus på arkitektoniske og kulturhi-
storiske bevaringsværdier. Ideen er, at atlasset kan bruges som et uafhængigt opslagsværk,
som kan informere og inspirere det fremtidige arbejde med bevaringen og ikke mindst
udviklingen af velfærdsforstadens bygningskultur.
Med Bygningskulturens Dag i 2008 har Kulturarvsstyrelsen markeret velfærdssamfundets
bygninger som et nyt og væsentligt genstandsfelt for den officielle bevaringsindsats. Og
Kulturarvskommunen Hvidovre har sat fokus på den helhedsplanlagte montagebebyggelse
Avedøre Stationsby som et monument over forstadens velfærdsdrømme. Efterkrigstidens
store byudvidelsesområder er så småt ved at komme på dagsordenen som et bevarings-
emne.
11. Dele af forstædernes bygningsmasse nærmer sig 50-årsgrænsen og er dermed ved at være
fredningsmoden. Men selv om bygningerne er ved at blive gamle og slidte bliver de ved
med at fremstå som moderne frem for historiske. At favne bevaringsværdier i forstadsom-
råderne er netop et spørgsmål om at se det moderne Danmark som det historiske Dan-
mark. Og vi taler om en umådelig stor bygningsarv – hovedparten af de 1,35 mio. eksiste-
rende bygninger, som blev opført mellem 1945 og 1989, er beliggende i forstadsområder.
Det er her drømmen om at forvandle Danmark til et moderne industrisamfund med lige
adgang til velfærd for alle blev virkeliggjort i løbet af nogle få årtier. Planlægning var nøg-
leordet i indretningen af det perfekte samfund ned til mindste detalje, godt hjulpet af
standardiseringen og industrialiseringen af byggeriet.
De nye byområder blev funktionsopdelt svarende til det moderne menneskes idealtypiske
hverdag mellem industriarbejde, rekreation og familieliv i egen bolig. Sundhed blev skre-
vet med stort. Tæthed og funktionsblanding, som i dag står for det gode byliv, blev den-
gang set som et onde, der skulle afløses af en åben, grøn bystruktur. Til forskel fra den hi-
storiske bys sammenhængende karréstrukturer består den moderne by af store afgrænse-
de bebyggelsesenklaver og grønne byområder som tilsammen udgør et fragmenteret by-
landskab. Et andet markant træk er de store vejstrukturer som både forbinder og opdeler
forstadsområderne i en helt anden skala end i tætbyen. Endelig er velfærdsforstadens
bygninger præget af byggeriets industrialisering og især af montageteknik med betonele-
menter.
En kontroversiel bygningskultur
Velfærdsamfundets forstæder er uden tvivl karakteriseret ved en særegen bygningskultur.
Men frem for at være en genstand for bevaring har velfærdsforstaden længe været under
kritisk beskydning. Allerede inden de var færdigbyggede, blev flere af de almene bebyggel-
ser genstand for kritik af byggeteknik og bebyggelsernes sociale forhold (Bech-Danielsen
2008: 8). De blev udskældt som 'betonslum' – ensformige sovebyer, der var fattige på san-
selige oplevelser og aktiviteter og på samme tid samlingssted for samfundets svageste so-
ciale grupper (Nygaard 1984: 222). I stedet for at skabe rammerne omkring lokale fælles-
skaber, som det havde været intentionen, ansås de for at være 'fremmedgørende'. Samtidig
blev parcelhuskvartererne udsat for kritik, især for den ekstensive arealanvendelse som
beslaglagde mere og mere jord omkring byerne, men også for manglende plads til fælles-
skabet.
Mange af forstadens bygninger og bymiljøer er blevet ombygget og renoveret indtil flere
gange siden deres opførelse. Og fremover må forstadsområderne forventes at gennemgå
store transformationer for at møde aktuelle udfordringer. I kraft af nedslidning og foræl-
delse står store dele af forstædernes bygningsmasse overfor en omfattende fornyelse. Bæ-
redygtighedskriterier stiller nye krav til energirigtig renovering af bygninger og reducering
af biltrafik. Strukturændringer udfordrer erhvervsområdernes funktionelle sammensæt-
ning af byggede strukturer. Ikke mindst har hverdagslivet i forstæderne ændret sig mar-
kant, siden de første skitser til nye, selvstændige bydele blev tegnet. Beboerne er blevet så
mobile, at det nogle steder har undermineret grundlaget for de offentlige servicetilbud og
12. butikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser. Ændrede bo-
sætningsmønstre har ført til en øget social polarisering mellem almene boligbebyggelser
og private ejerboliger. Danskerne er blevet rigere og stadig mere individualiserede. I takt
med det har boligen skiftet status fra at være tag over hovedet til et udtryk for egen identi-
tet. Det stiller nye krav til mulighederne for individuel udformning af bolig og friarealer.
Endelig står forstædernes åbne og funktionsopdelte bystruktur i modsætning til nutidens
vision om den tætte, funktionsblandede by.
Bygningsarv som aktiv i velfærdsforstadens udvikling
I Danmark har der længe været en stor interesse og velvilje for at bevare historiske byg-
ninger og bymiljøer. Skræmt af erfaringerne fra 1970'ernes omfattende bysaneringer
ser vi hellere bygninger bevaret end fjernet (Braae og Fabricius Hansen 2007: 8). Ikke blot
er danskernes interesse for kulturarv stor, historiske bygninger og bymiljøer fungerer i dag
som trækplaster for turisme og bosætning, og er dermed et aktiv i byudviklingen.
Bevaring og udvikling synes i stigende grad at blive et dynamisk makkerpar i den kommu-
nale planlægning. Dette skal også ses i lyset af, at hovedparten af byudviklingen i dag fore-
går inden for eksisterende byområder, ikke mindst i forstæderne. Mulighederne for at
inddrage bygningsarv og kulturhistoriske spor i udviklingen står særligt klart i de talrige
omdannelser af industrihavne, som snart alle kystnære byer har været berørt af i de sene-
ste år, men også i genanvendelsesprojekter for funktionstømte ældre industriområder som
eksempelvis Carlsberg i København. Vores analyse af aktuelle kommuneplaner viser, at
denne strategiske bevaringstilgang også anvendes i fornyelsen af nyere erhvervsområder i
velfærdsforstaden, eksempelvis i Brøndby Kommunes helhedsplan for Priorparken & Vi-
beholm.
En forvaltningspraksis, som er egnet til bevaring og udvikling af velfærdsforstadens sær-
egne bygningskultur, er under kraftig udvikling i disse år. I takt med at kulturarv skifter
karakter fra primært at være en genstand for beskyttelse til at fungere som et aktiv i byud-
viklingen, udvikles der også nye tilgange til registrering og kortlægning af bevaringsværdi-
er. Koblingen af bevarings- og udviklingsperspektivet bliver særlig tydelig i Hvidovre
Kommunes tilgang med udgangspunkt i kvarterets 'fortælling'. Her kombineres fortidsfor-
tolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger med henblik på at afdække et stra-
tegisk potentiale. Samtidig favner denne tilgang hele kommunen frem for enkelte særligt
udvalgte bevaringsværdige bymiljøer. Byfornyelsesprocessen i Albertslund Syd peger på
nye veje til at registrere og formidle bevaringsværdier i storskala montagebebyggelser ved
at inddrage lokale fortællinger. Sidst, men ikke mindst, udpeger Aalborg Kommunes stil-
blade for enfamilieshuse i Hasseris en ny tilgang til formidling af bevaringsværdier i en-
keltbygninger som er egnet til at skabe individuelt ejerskab til kulturarven hos borgerne.
På vej mod anerkendte bevaringsværdier
Vores analyse af udvalgte kommuneatlas samt data fra registeret over Fredede og Beva-
ringsværdige bygninger (FBB) tegner billedet af en udvikling, hvor velfærdsforstadens hi-
storie og arkitektur får mere og mere opmærksomhed. Det er stadig de ældste bygninger,
der udpeges først, og registreringsmetodernes indbyggede værdisæt sætter deres klare
13. præg på, hvad der ender med at fremstå som værdifuldt, men fra Rødovre Kommuneatlas i
1991 til Gentofte Atlas i 2004 tegner der sig en markant udvikling.
I løbet af lidt mere end et tiår vinder forstadsområdernes moderne urbanitet og arkitektur
gradvis anerkendelse. Rødovre Kommuneatlas knytter forstædernes bygningskultur til
velfærdssamfundets opbygning og tillægger den derved en kulturhistorisk betydning.
Samtidig udpeges en række boligbebyggelser fra 1950'erne og 1960'erne som bevarings-
værdige sammenhænge. I Gladsaxe og Hvidovre Kommuneatlas bliver der derudover regi-
streret og udpeget et større antal bygninger opført efter 1940. Og til Gentofte Atlas blev
der gennemført en systematisk registrering af alle bygninger opført før 1970.
Det er især Hovedstadsområdets forstadskommuner, som har udøvet pionerarbejde i for-
hold til anerkendelse af velfærdsforstadens bygningsarv. Ikke overraskende er forstadens
byggede strukturer og bygninger langt stærkere repræsenteret her end i storbykommuner-
ne, hvor bygningsmassen afspejler en længere og mere mangfoldig historie.
På tværs af de undersøgte kommuneatlas er der hovedsageligt udpeget bebyggede struktu-
rer i kvarterskala. Et fælles træk ved disse bevaringsværdige strukturer er, at der er lagt
særlig vægt på et samlet arkitektonisk udtryk og/eller et bearbejdet forhold mellem bebyg-
gelse og landskabet. Der er fokus på æstetiske og historiske helheder. Dette falder fint i
tråd med SAVE-systemets overordnede kriterier for arkitektonisk kvalitet. Men det passer
også godt til forstadsområdernes generelle bebyggelsesstruktur, som netop er sammensat
af helhedsplanlagte, klart afgrænsede enheder. Med forbehold for, at der indtil videre er
udpeget relativt få bygninger i forstadsområder, ses der derudover en sammenhæng mel-
lem udpegede helheder og enkeltbygninger. En tendens, som yderligere underbygges af
Lyngby-Taarbæks nyere helhedsbaserede registrering af rækkehuse i FBB-registeret.
En række af de udpegede boligbebyggelser omfatter også butikstorve, og/eller institutio-
ner, især børnehaver og i nogle tilfælde skoler, der omtales som en del af det samlede be-
byggelsesmønster. Herudover peges der på en række større institutionsområder, især til
uddannelse. I Rødovre Kommune fremhæves også det centrale byområde med rådhus,
bibliotek og Danmarks første overdækkede butikscenter.
Industriens bebyggede strukturer og bygninger fylder forbavsende lidt i det samlede bille-
de set i lyset af, at planlægning af industriområder og udformning af industribebyggelser
spillede så væsentlig en rolle efter Anden Verdenskrig. Med det aktuelle fokus på omdan-
nelse af industriområder kan det dog forventes, at forstædernes industriarv fremover vil få
mere opmærksomhed.
Forstadens bygningskultur er generelt dårligt repræsenteret blandt de bevaringsværdige
bygninger i de undersøgte kommuneatlas. Der viser sig imidlertid, især i forstadskommu-
ner, en tendens til at registrere nyere bygninger i de nyere atlas – en tendens, som bekræf-
tes af dataudtræk fra Kulturarvsstyrelsens FBB-register. Blandt de få registrerede bygnin-
ger tegner sig et tilsvarende billede som for de bebyggede strukturer. Det er således pri-
mært boligbygninger fra 1940'erne og 1950'erne, herunder mest håndværksmæssigt opfør-
te rækkehuse og etagehuse i den funktionelle tradition, men også enkelte montagebyggeri-
14. er, som er vurderet bevaringsværdige. Herudover er der udpeget et mindre antal instituti-
onsbygninger og industribygninger.
Fredede bygninger i velfærdsforstaden er hidtil en stor undtagelse. Generelt er der foreta-
get ganske få bygningsfredninger på bygningsmassen efter 1945 og endnu færre i forstads-
områder. I takt med at flere og flere bygninger i forstæderne falder inden for 50-
årsgrænsen, og at interessen for velfærdssamfundets kulturarv er stigende, vil der frem-
over sandsynligvis også ske en række fredninger af de mest betydningsfulde og oprindelige
arkitekturværker i velfærdsforstaden.
Konklusioner og anbefalinger
Dansk Bygningsarvs analyse af udviklingstendenser i forstadsområder viser, at forstæder-
ne står foran nødvendige fornyelser og transformationer af de eksisterende bygninger og
byggede strukturer. Det er imidlertid afgørende at betragte forstæderne i et andet lys end
de historiske bykerner. Velfærdssamfundets forstæder er skabt i en anden tid, på andre
præmisser, og de rummer andre kvaliteter. Balance mellem bevaring og udvikling i for-
stadsområderne må med andre ord skabes med udgangspunkt i velfærdsforstadens sær-
egne bygningskultur.
Det er nu, spørgsmålet om, hvordan den nærmeste fortid overtages og arves af et politisk
og kulturelt fællesskab, skal rejses. Netop det store forandringstryk på forstæderne gør det
presserende at gøre opmærksom på arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, inden
hidtil oversete kvarterer eller bygninger bliver transformeret til ugenkendelighed. Om-
vendt er det vores overbevisning, at kendskab til bevaringsværdierne kan bidrage til en
vellykket udvikling. Analysen viser, at en strategisk tilgang vinder frem i kommunerne, og
de igangværende initiativer rummer et stort potentiale for at inddrage bygningsarven som
et aktiv i fornyelsen af bl.a. erhvervsområder og boligkvarterer.
Med henblik på udpegningen af bevaringsværdier kan vi konkludere, at forstædernes byg-
ningsarv især bør registreres og udpeges som helheder, og det anbefales, at bygningsregi-
strering – som klart har været underbelyst hidtil – gennemføres i forbindelse med det.
Kombinationen af et tematisk fokus på helheder og på bygningernes arkitektur kunne væ-
re en mulig vej frem for at registrere bevaringsværdier i den umådelig store bygningsmas-
se i forstæderne.
Set i lyset af forstædernes omfattende og forandringsprægede bygningsmasse bliver den
forskellige rolle og rækkevidde af frednings- og bevaringsinstrumentet særlig tydeligt. Det
smalle bevaringsinstrument fredning kan sikre bevaringen af værker af national værdi og
derigennem også bidrage til at skabe fokus på velfærdsforstadens bygningsarv. Men det er
især den brede kommunale bevaringsindsats, som må løfte bevaringen og udviklingen af
velfærdsforstadens bygningskultur.
Hvordan er denne rapport blevet til?
Analysen er blevet til på baggrund af litteraturstudier, interviews med en lang række eks-
perter, analyse af kommuneatlas og data fra FBB-registeret, undersøgelse af kommune-
15. planer og lokalplaner, GIS-kortlægning af data fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) og,
ikke mindst, mange besøg i forstadsområder. Kompleksiteten i materialet afspejler kom-
pleksiteten af velfærdsforstadens bygningskultur, som med denne rapport på ingen måde
er udtømmende beskrevet.
Tak til de kommuner, tegnestuer og engagerede fagpersoner, som har bidraget med deres
ekspertise, kritiske kommentarer og ikke mindst med billedmateriale til færdiggørelsen af
denne rapport. En særlig tak til Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek for at stille bil-
leder fra databasen arkitekturbilleder.dk til rådighed. Ligeledes særlig tak til Poul Bæk
Pedersen, som generøst har stillet illustrationer fra sin bog Arkitektur og plan i den dan-
ske velfærdsby 1950-1990 til rådighed.
18. 1. Velfærdsforstaden – et historisk rids
Det, vi i dag typisk betragter som forstad, svarer i store træk til den byudvidelse,
som har fundet sted i Danmark fra udgangen af Anden Verdenskrig og op til
1980'erne. Denne periode faldt sammen med opbygningen af det danske velfærds-
samfund, og ordet opbygning skal tages bogstaveligt i denne sammenhæng. Aldrig
før i landets historie er der blevet bygget så meget på så kort tid. Og meget af den-
ne byggeaktivitet var underlagt en storslået vision – at skabe lige adgang til velfærd
for alle i en åben, moderne by, som vi i tilbageblik kan kalde velfærdsbyen. Det føl-
gende historiske rids sætter fokus på tilblivelsen af forstadens særegne bygnings-
kultur som et led i velfærdssamfundets opbygning.
Forudsætning for og drivkraft i realiseringen af velfærdsbyen var et enestående sammen-
fald mellem statslige, erhvervsmæssige og planlægningsfaglige interesser, båret frem af
standardisering og industrialisering af byggeriet. Omend også den historiske by blev kraf-
tigt ombygget i perioden, så var velfærdsbyen primært et byudvidelsesprojekt, som blev
afprøvet og realiseret i stor stil på den 'grønne mark' udenfor de historiske bykerner. Ingen
steder ser vi derfor velfærdsbyens idealtypiske arkitektur og byggede strukturer realiseret
mere rent end i forstadsområderne.
Ved udgangen af Anden Verdenskrig var Danmark sammenlignet med andre lande relativt
velstående. Det sociale sikkerhedsnet var højt udviklet, og ikke mindst det demokratiske
system var veletableret. Alligevel varslede 1945 noget nyt: "Tanker og ideer, som havde
simret i mellemkrigstiden, skulle nu realiseres, og der skulle skabes et moderne Danmark"
(Petersen 2010: 1). Planlægning, videnskab og rationalitet skulle tages i brug for at skabe
det perfekte samfund ned til mindste detalje. Nationaløkonomer, arkitekter, læger og an-
dre ligesindede ville bringe orden i boligbyggeriet, familien, samfundsøkonomien og den
sociale tryghed. Visionen var at forvandle Danmark fra et landsbrugsland til et moderne
industrisamfund – og danskerne fra landboere til byboere.
17
19. Inspireret af sådanne tanker lancerede socialdemokraterne i begyndelsen af 1950'erne slo-
ganet 'velfærdsstat'. Ordet var lånt fra USA og England, men det skulle få en særlig betyd-
ning i Danmark, ligesom velfærdsbyen skulle få sit specifikke præg.
Hvad er bygget velfærd?
Med fokus på velfærdssamfundets fysiske udformning kan velfærdsbegrebet nærmere be-
stemmes som "den statslige formidling og varetagelse af velfærdsydelser som boligbyggeri,
(bygninger til) uddannelse, sundhedsvæsen, kultur, infrastrukturer og den fysiske plan-
lægning samt organisering af disse ydelser" (Bæk Pedersen 2005: 10). I en smal optik fal-
der således kun det almene boligbyggeri og velfærdsinstitutionerne, dvs. de offentlige fæl-
lesanlæg, i kategorien bygget velfærd, idet de er udført med statslig støtte hhv. med staten
som bygherre. I en bred optik hører imidlertid også privat bolig- og erhvervsbyggeri med
under velfærdsbyen, idet de er omfattet af og organiseret igennem offentlig velfærdsplan-
lægning. Hertil kommer at staten, f.eks. igennem statslånsloven, optrådte som medbyg-
herre i utallige private boligprojekter.
Planlægning
Statens målsætning var at skabe lige adgang til velfærd for alle. Nøgleordet i omsætningen
af denne vision var planlægning. Velfærdsidealet udmøntede sig i en række byplanmæssi-
ge og arkitektoniske principper, som byggede videre på og implementerede modernistiske
ideer formuleret i første halvdel af det 20. århundrede. I 1920'ernes og 1930'ernes inter-
nationale byplanmanifester var det moderne menneskes idealtypiske hverdag mellem in-
dustriarbejde, rekreation og familielivet i egen bolig blevet sat i system.1 Den moderne by
til industrisamfundet skulle tilsvarende være funktionsopdelt efter netop disse tre hoved-
aktiviteter, og dette satte samtidig fokus på bevægelsen eller samfærdsel mellem byens
forskellige kvarterer. Sundhed blev skrevet med stort. Den moderne by gjorde op med de
forurenede, støjende og overbefolkede historiske byer. Tæthed og funktionsblanding, som
i dag står for det gode byliv, blev den gang set som et onde, der skulle afløses af en åben,
grøn bystruktur.
Velfærdsbyens udvikling – tre perioder
I sin analyse af velfærdsbyens arkitektur og plan mellem 1950 og 1990 inddeler Poul Bæk
Pedersen (2005) udviklingen i tre perioder, som i grove træk følger den økonomiske ud-
vikling efter Anden Verdenskrig. I efterkrigsårene blev der udviklet planlægningsprincip-
per og bebyggelsestyper, og der blev ikke mindst arbejdet på standardiseringen og indu-
strialiseringen af byggeriet. Perioden fra 1945-1959 kan derfor kaldes modeldannelsens
tid. Den egentlige realisering af velfærdsbyen fandt sted mellem 1960-1974 som et led i
implementeringen af "en egentlig velfærdssamfundsmodel, med masseproduktion, lønar-
bejde, urbanisering, økonomisk vækst og offentlig forsyning med velfærdsgoder, der sam-
tidig var nødvendige for samfundets og det private erhvervslivs udvikling" (ibid: 10). Det
er i disse år, den store byvækst sker. Meget store nye byområder skød frem i forstæderne,
samtidig med at der opstod et massivt pres for omdannelse af byernes centrale dele." Men
allerede i slutningen af 1960'erne meldte miljøkritikerne sig på banen. Med oliekrisen i
1
I 1928 bliver CIAM (Congrès Internationaux d'Architecture Moderne) grundlagt. I forbindelse med en CIAM-konference i Athen i 1933 ned-
fældes den moderne byplanlægnings måske mest indflydelsesrige manifest, Athen Charta, som bliver offentliggjort anonymt af Le Corbu-
sier i 1941.
18
20. 1973 skete en tydelig afmatning i byggeaktiviteten og en periode med økonomisk stagnati-
on – 'fattigfirserne' – indledtes. Mellem 1975 og 1989 faldt beskæftigelsen i fremstillings-
industrien absolut og relativt, mens servicesektoren voksede. Den tredje fase i velfærds-
byens opbygning var således en ud- og ombygningsfase, hvor byvæksten fandt sted i min-
dre skala indenfor den fastlagte struktur.
I-1. Velfærdsforstadens udvikling 1945-1989
1.1 1945-1959: MODELDANNELSE
En skelsættende model for udbygningen af især de store byer i Danmark blev Egnsplanen
for Storkøbenhavn fra 1947, bedre kendt som Fingerplanen. Her samles forstadsbebyggel-
sen i mindre enheder langs de radiale trafikårer. Den bærende idé var at byvæksten skulle
holdes inden for de fem 'fingre', mens 'kilerne' imellem fingrene skulle friholdes for be-
byggelse og bruges til landbrug, skov, gartneri og friarealer (Gaardmand 1993: 38). By-
dannelsen skulle ske omkring eksisterende og kommende S-togs-stationer som perler på
en snor. Dels ville man derved hindre spredte, tyndt bebyggede udstykninger uden forsy-
nings- og afløbsledninger og med dyre lednings- og vejanlæg (Bæk Pedersen op. cit: 36).
Dels ville man optimere mulighederne for forstadsborgernes forsyning med kulturelle og
andre fællesanlæg. Dels ville man optimere den kollektive trafik i regionen. Og sidst, men
ikke mindst, ville man sikre borgernes adgang til friarealer. Samtidig fastholdte Finger-
planen Københavns overordnede betydning som det naturlige centrum for byudviklingen.
Tankegangen om en 'fliget bystruktur', der flettes sammen med landskabet blev på dette
tidspunkt anset som en vej til at hæve levestandarden:
19
21. "Velfærden måles på dette niveau i m3 frit luftrum, hvilket jo selvfølgelig i forhold til de
gamle kompakte karrébebyggelser af de fleste synes som et gode og en del af velfærds-
byen" (ibid: 39).
1.1.1 Boligenklaver og havebyer
Boligenklaver var det element i udbygningen af den funktionsbestemte moderne by, som
danske planlæggere lagde størst vægt på (Gaardmand 1993: 46). Boligloven af 1946 havde
skabt særdeles gunstige finansieringsvilkår og samtidig gjort boligbyggeriet til en væsent-
lig velfærdsopgave.2
En central idé i realiseringen af de mange nye kvarterer med boliger, fællesanlæg og grøn-
ne områder var naboskabstanken, som blev introduceret til danske planlæggere igennem
skrifterne af den amerikanske sociolog Lewis Mumford. Idealet om en by sammensat af
overskuelige naboskabsenheder knytter an til havebyideerne om selvstændige byer eller
bydele i pagt med naturen, der allerede var blevet dyrket i mellemkrigsårene. Naboskabs-
tanken tilføjede et fokus på det nære fællesskab som afsæt for udviklingen af et demokra-
tisk samfund, "hvor et intelligent samarbejde træder i stedet for masseforskrifter, masse-
beslutninger og massehandlinger, som påbydes af fjerntstående ledere og administratorer"
(Mumford citeret af Gaardmand op. cit: 45). Tæt forbundet med naboskabsideerne var der
et udbredt fagligt ønske om, at der i boligbebyggelserne skulle findes fælles anlæg og akti-
viteter.
”Ideen om det kollektive gik ud på, at når nye kvar-
terer blev udbygget, skulle der planlægges før og
opføres både boliger og f.eks. butikker, restaurati-
on, vaskeri, vuggestue og børnehave, og at udgif-
terne hertil delvis skulle fordeles over huslejen for
samtlige beboere/lejere.”
Arne Gaardmand 1993: 45
Det almennyttige boligbyggeri blev forestået af boligselskaber, der i tæt samarbejde med
arkitekter planlagde de nye store bebyggelser. Høje Søborg og Carlsro, begge beliggende i
hovedstadsområdet og begge opført i regi af Dansk Almennyttigt Boligselskab, DAB, er de
mest kendte eksempler på egentlige kollektivbebyggelser. Først og fremmest fik fælles-
2
Statslånene skulle gives som 3. prioritetslån (efter kredit- og hypoteksforeningslånene) op til følgende grænse: Privat byggeri: 85 %, lavt
nybyggeri for mindre bemidlede 90 %, kommunalt byggeri 95%, og socialt byggeri til 97% af anskaffelsessummen. Renten var så lav som
2,2 %, hvilket var ca. det halve af markedsrenten.
20
22. skabsideerne imidlertid udbredelse ved, at mange boligenheder indgik i den samme be-
byggelsesplan, og at de grønne lege- og opholdsområder blev et dominerende element i
planlægningen (ibid: 47). Parkbebyggelsen fremherskede således som grundelement i for-
stadens rum i 1950'erne (Bæk Pedersen 2005: 40). Det typiske var at placere 3-etages bo-
ligblokke i en stram orden – i samme vinkel til vejen og med regelmæssige afstande blok-
kene imellem. En række bebyggelser blev imidlertid udført med større variation i plan og
arkitektur, tilpasning til konteksten og især til de landskabelige forhold. Flere arkitekter så
højhuset som en mulighed for at få mere lys og sol ind i boligerne og samtidig få flere kol-
lektive faciliteter, som kunne lette husmoderens arbejde (ibid: 44). Samtidig argumente-
redes der for en nuanceret, men hyppigere brug af bolighøjhuset som et element, der med
sin vertikalitet skaber kontrast eller kompositorisk accent i et ellers udpræget horisontalt
bylandskab. Også i periodens mange rækkehuskvarterer var forholdet til de grønne områ-
der det centrale, og nogle bebyggelser, eksempelvis Søndergård Park ved København, blev
udformet som parkbebyggelse omkring grønne fællesarealer.
I-2. Udvikling i bebyggelsesstruktur. Udviklingen fra de tætte, lukkede karrébebyggelser til modernis-
mens åbne park- og stokbebyggelser omkring 1930. Kilde: Claus Bech Danielsen 2004: 80
Parallelt med opførelsen af de helhedsplanlagte parkbebyggelser blev havebyidealet reali-
seret på en folkelig måde i villa- og parcelbyggeriet. Allerede i 1938 havde statslånsloven
givet tusindvis af danskere adgang til billige lån for at bygge enfamiliehuse. I 1940'erne og
1950'erne fungerede staten på denne måde som medbygherre ved talrige små byggesager
landet over. Det blev startskuddet for omlægningen af eksisterende haveforeninger til hel-
årsbeboelse og for udstykningen af bynære landbrugsarealer til enfamiliehuse. Omkring
Anden Verdenskrig smeltede villa- og parcelbyggeri sammen til de middelklasseprægede
kvarterer med enfamiliehuse, vi i dag kalder parcelhuskvarterer (Dragsbo 2008: 182).
Men først i slutningen af 1950'erne blev parcelhusene for alvor inddraget i diskussionen
om byplan og bebyggelse.
1.1.2 Fokus på offentlige fællesanlæg
Et andet centralt element i efterkrigstidens planlagte byudvidelse og samtidig udtryk for
statens aktive rolle var opførelsen af offentlige fællesanlæg. Op igennem 1950'erne har
21
23. især skolebyggeriet præget udbygningen af forstadskvartererne. Placeringen af folkesko-
lerne havde stor betydning for organiseringen af de nye boligkvarterer, stisystemer og vej-
anlæg (Bæk Pedersen op. cit: 56). Indtil 1960 blev der i alt bygget cirka 500 nye central-
skoler, hvoraf cirka 50 var et resultat af offentlige arkitektkonkurrencer (Gaardmand op.
cit: 54).
I mange af de almene nye boligbebyggelser blev der opført daginstitutioner. Desuden kom
der langsomt gang i nybyggeriet til de højere uddannelser, tekniske skoler mv. I enkelte
forstadskommuner, eksempelvis i Rødovre, blev der opført rådhuse. Som helhed blev byg-
geriet i den offentlige sektor imidlertid først en betydningsfuld del af byggevirksomheden
efter det økonomiske opsving allersidst i 1950'erne (ibid).
1.1.3 Industrien flytter til forstæderne
Tiden efter Anden Verdenskrig markerede et centralt skift inden for dansk industri. Indu-
striproduktionen voksede støt og overhalede for første gang landbrugsproduktionen om-
kring 1960. Allerede i 1930'erne var de ekspanderende industrivirksomheder begyndt at
flytte fra de centrale byområder til forstæderne. Optrapningen af masseproduktionen,
standardisering og ændrede lokaliseringsmønstre kendetegnede erhvervsbyggeriet helt op
til 1970'erne.
Danmarks første byplanlagte industriområde var Gladsaxe industrikvarter, som blev ud-
bygget fra midten 1930'erne på baggrund af bestemmelser om blandt andet grundudnyt-
telse, parcelstørrelse og veje (Gaardmand op. cit: 54). Selve industribyggeriet kom imidler-
tid kun langsomt i gang i efterkrigsårene, dels fordi dansk industri havde behov for væ-
sentlige omstillinger og dels pga. ugunstige låne- og finansieringsvilkår (ibid). Først fra
midten af 1950'erne blev der opført erhvervsbyggeri i større omfang, og der blev reserveret
arealer til industri i de kommunale byplaner landet over.
1.1.4 Facadeløse veje og trafikseparering
En forudsætning for organiseringen af byernes vækst i decentrale naboskaber var byboer-
nes øgede mobilitet takket være et veludbygget offentligt transportnet og fra 1950'erne i
stigende grad individuel færdsel i egen bil. Byernes indretning i forhold til 'bilalderen' var
således et centralt emne i danske planlæggerkredse (Bæk Pedersen op. cit: 37).
I de første nye kvarterer i 1950'erne blev der taget afstand fra de historiske bykerners
sammenhængende gadenet og samtidig fra randbebyggelsen. Dermed indførtes et radikalt
andet forhold mellem bebyggelse og gade i forstadskvartererne (ibid: 38).3
3
”Med trafikkens differentiering ændredes den nye bys gader til veje. Veje for transport benyttet af biler. Byens gade med sit virvar og
sammenblanding af alle trafikarter ændres. Det er gadens død” (Bæk Pedersen op. cit: 38).
22
24. Hovedargumenterne mod randbebyggelsen var manglende færdselssikkerhed pga. stigen-
de vejfærdsel, øgede omkostninger for ledningsnet m.m. samt dyrere fremtidige vejudvi-
delser (ibid). Derfor skulle de nuværende landeveje bevares som hovedfærdselsveje og be-
skyttes mod randbebyggelse. Med parkbebyggelsernes udbredelse begyndte man desuden
i højere grad at adskille den kørende og den gående trafik i forstæderne. Boligbebyggelser-
nes facader orienteredes indadtil mod grønne fællesarealer friholdt for biltrafik – med de
typiske 'facadeløse' hovedfærdselsveje til følge.
1.1.5 Standardisering og industrialisering
Flertallet af efterkrigsårenes helhedsplanlagte boligbebyggelser er opført som nogenlunde
traditionelt murstensbyggeri i det,som Kay Fisker betegnede som den funktionelle traditi-
on i dansk arkitektur (Gaardmand op. cit: 52).
Gradvist fandt betonelementer større udbredelse i byggeriet, dels som enkelte standardi-
serede bygningselementer, f.eks. præfabrikerede altanelementer i ellers murede boligbyg-
ninger, dels som bærende bygningskonstruktion i de såkaldte elementhuse. Brugen af be-
tonelementer var sammen med modulopdeling et forspil til den omfattende industrialise-
ring, som fra 1960'erne kom til at styre boligbyggeriet.
Den store efterspørgsel efter nye boliger kunne ikke imødekommes af den eksisterende
byggesektor, der med sin traditionelle byggeteknik og sine mange selvstændige parter
højst kunne opføre omkring 20.000 boliger om året (Lind og Møller 1996: 147). Løsningen
blev byggeriets industrialisering og fremkomsten af totalleverancen inden for den private
byggesektor.
I-3 Engstrands Allé, Hvidovre 1952. Anskuelig tegning, som viser montageteknik for den bebyggelse
som indledte det egentlige element- eller montagebyggeri Danmark. Kilde: Erik Nygaard 1984: 97.
23
25. Murstensbyggeriet blev af mange arkitekter og ingeniører anset for utidssvarende til byg-
geproduktionen, mens industrielt fremstillede produkter omvendt betragtedes som godt
og nødvendigt for at skaffe almindelige mennesker tag over hovedet. Fra og med oprettel-
sen af Boligministeriet i 1947 arbejdedes der målrettet på at fremme utraditionelt byggeri,
herunder elementbyggeri, som igennem lovgivningen fik en fortrinsstilling i forhold til
uddeling af statslån. Elementhuslovens formål var at nedsætte antallet af murertimer ved
at rationalisere byggeprocessen og anvende nye materialer og konstruktionsformer (Lind
og Møller op. cit: 147).
Op igennem 1950'erne afprøvedes element- og montageteknikken inden for det almene
boligbyggeri. Parallelt bevirkede de skrappe vilkår for bevilling af statslån en vidtgående
standardisering af enfamiliehusbyggeriet. De såkaldte statslånshuse blev forløbere for
1960'ernes typehuse.
1.2 1960-1974: REALISERING AF VELFÆRDSFORSTADEN
Med det økonomiske opsving sidst i 1950'erne og den samtidige teknologiske udvikling
kom der for alvor fart på byernes vækst. Befolkningstilvækst og den fortsatte vandring fra
land til by gav et pres på byerne og stillede krav om nye arealer til boliger, erhverv og ikke
mindst offentlige fællesanlæg (Gaardmand op. cit: 72).
Faldende husstandsstørrelser, stigende realindkomster samt kvindernes indtog på ar-
bejdsmarkedet bevirkede desuden, at danskerne begyndte at bruge mere areal per bolig.
Transportbehovet og trafikken voksede, og det krævede store arealer til både veje og par-
keringspladser.
I 1960 sikrede Boligministeriets montagecirkulære en særlig 'montagekvote' på i første
omgang 7.500 boliger over fire år (ibid). Ideen om en decentral organisering af byernes
vækst igennem afgrænsede byenheder blev nu realiseret i en meget stor skala, godt hjulpet
af boligbyggeriets systematiske industrialisering. I planlægningen af de meget store nye
byområder kom forsyning med passende lokal service i forhold til områdets størrelse og
beliggenhed i fokus. De mange slags oplande – og forsøget på at få dem til at stemme
overens – blev det helt afgørende kriterium for god planlægning (Kvorning 1993: 168).
"Befolkningens levestandard blev kædet direkte sammen med dens adgang til "tjeneste-
ydelser", til "beskæftigelse" og til "naturgoder". De tjenester, der skulle ydes befolkningen,
var undervisning, detailhandel, kulturel aktivitet, forlystelse, vedligeholdelse og reparation
af krop, bil og bolig, bankbetjening, befordring m.v." (Bæk Pedersen op. cit: 72).
Dels som et led i realiseringen af nye byområder, dels som stort anlagte restrukturerings-
projekter blev der fra 1960'erne etableret servicecentre i forstæderne som lokaliserings-
sted for en blanding af kommercielt center, offentlig administration og kulturtilbud.
24
26. ”Faktisk er al planlægning i 60'erne hængt op på
ideen om centeret. Det går igen i alle planerne og
bruges som det tyngdepunkt, der skal skabe en vis
sammenhæng, et hierarki, i de ellers kaotiske for-
stæder.”
Erik Nygaard 1984: 190
1.2.1 Servicebyhierarki og organiseret byvækst
Omkring 1960 blev visionen om lige fordeling af velfærd og styret byvækst udmøntet i en
landsplanlægning. Landsplanskitserne fra perioden viser en sammenhængende netværks-
struktur med større og mindre bycentre, et 'servicebyhierarki' fra landsdelscentret over
egnscentret til lokalcentret, som skulle sikre lige levevilkår over hele landet.
Servicebyhierarkiet i 1960erne
Lokalcenter Realskole, bankfilial, tandlæge, apotek, biograf, fødevaresupermarked,
boghandler, farvehandler, urmager, manufakturhandler
Egnscenter Gymnasium, stort supermarked, sygehus, handelsskole, bibliotek, tek-
nisk centralskole, rutebilcenter
Landsdelscenter Universitet, tandlægehøjskole, landbohøjskole, musikkonservatorium,
højere handelseksamen, teknikum, bygmesterskole, sygehus med spe-
cialafdeling, landsdelsscene og orkester, dagblade, biografer, cykelbane,
stormagasin, havnekapacitet, engroshandel, restauranter.
Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 73
Erik Kaufmanns "stjernebyskitse" fra 1959 viser en radikal decentralisering af byudviklin-
gen i Danmark, en vision som blev afvist som urealistisk af datidens planlæggere (Gaard-
mand op. cit: 78). "Det store H", derimod, følger i højere grad det eksisterende bymønster
og svarer i store træk til det nuværende nationale motorvejsnetværk. Byernes vækst – og
dermed forstædernes udvikling i Danmark – er siden 1960'erne blevet afgørende præget af
landsplanens "store H".
25
27. I-4. Fremtidens bymønster. Til venstre Erik Kaufmanns "stjernebyskitse" fra 1959, til højre "Det store H".
Kilde: Gaardmand 1993: 79
1.2.2 Et helt liv i forstaden: Køge Bugt-fingeren
Fra 1961 foregik der i Køge Bugt-området den største samlede bybygningsindsats nogen-
sinde i Danmark. Indsatsen skete på baggrund af en særlig lov, Køge Bugt-loven, og blev
gennemført i samarbejde mellem områdets kommuner, amtskommuner og flere ministe-
rier. Her blev der arbejdet systematisk med trafiksystemet, byenhederne og de grønne om-
råder (Gaardmand op. cit: 124). De nye forstæder skulle i højere grad fungere som selv-
stændige byer, hvor et helt moderne liv kunne foregå – mellem (industri)arbejde, rekrea-
tion og familieliv i parcelhus eller etagebolig.
Skelettet i den helhedsplanlagte 'byfinger' skulle være en ny S-bane fra København til Køge
og en motorvej nord for bydannelserne. Skitsen over Køge Bugt-fingerens centerstruktur
viser tydeligt en vision for byvækst, hvor de enkelte byenheder er organiseret omkring sta-
tionscentre langs S-banenettet og mindre centre i de enkelte boligkvarterer. I alt skulle der
være plads til 150.000 indbyggere i ”fingeren”, opdelt i ti byenheder som så vidt muligt
skulle få et individuelt særpræg (ibid).
Center- og boligområderne blev planlagt med en høj grad af trafikseparering mellem kø-
rende og gående trafikanter. Industriområderne blev udlagt skarpt adskilt fra boligområ-
derne i tæt relation til motorvejen. Der blev lagt særlig vægt på udformningen af de bynæ-
re friarealer, de grønne kiler på tværs af bydannelsen, landskabet mellem fingrene og ud-
førelsen af støjvolde og beplantninger. Endelig blev der med Køge Bugt Strandpark anlagt
et meget stort kunstigt fritidslandskab.
26
28. I-5: Køge Bugt-planen. Øverst Køge Bugt-planens centerstruktur: sort: centerområder, skraveret: parcel-
huse, prikker: lokalcentre. Nederst Køge Bugt-Strandpark 1966. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005:72.
Parcelhuskvarterer kom til at fylde det største areal i de nye byområder. Men en betydelig
del af bebyggelsen blev også realiseret i form af meget store helhedsplanlagte montagebe-
byggelser. I Brøndby Strand blev der mellem 1964 og 1974 opført cirka 2.700 lejligheder
med i alt 288.000 etagemeter. Avedøre Stationsby er en byenhed med omkring 2.300 bo-
liger, bygget under ét af samme selskab, og Ishøjplanen (i dag Vejleåparken) har omkring
1.500 lejligheder (ibid).
Køge Bugt-planen var helt exceptionel og alligevel ikke. Her kom mange af de principper,
som blev anvendt landet over, til fuld udfoldelse. Ved siden af byerne i Køge Bugt-fingeren
anses Nordborg, Munkebo, Albertslund og Hanstholm som egentlige nye byer (ibid: 150).
Og bortset fra den afsides beliggenhed af eksempelvis Hanstholm er der mange fælles træk
imellem disse nye byer og de større bydele, der i perioden blev opført efter samlede planer.
De nye helhedsplanlagte boligområder i forstæderne blev fuldt udstyret med skole(r), bør-
nehaver, bibliotek, butikker, restaurant, forsamlingshuse mv. Eksempler herpå er de før-
nævnte bebyggelser Avedøre Stationsby, Brøndby Strand og Ishøjplanen i Køge Bugt-
fingeren, men også den nye bydel Gullestrup ved Herning eller Gellerup-planen i Århus.
Et andet fællestræk er trafikseparering af kørende og gående trafikanter, som kom til at
spille en væsentlig rolle i udformningen af de nye bydele. Der skulle være plads til biler,
veje og parkeringspladser, og samtidig skulle de svage trafikanter og bymiljøet beskyttes
27
29. (ibid: 85). I mange af de nye bydele blev der gennemført en skarp adskillelse af trafikar-
terne. Herudover blev vejnettet differentieret efter forskellige formål og hastigheder med
forskellige vejtekniske og sikkerhedsmæssige krav til følge. Dette udmøntede sig i de typi-
ske 'antennestrukturer' med større veje til gennemkørsel og blinde boligveje inden for de
enkelte boligkvarterer. Et princip, som også fandt bred anvendelse i de nye parcelhusom-
råder.
I-6: 'Antennestrukturer' i danske boligkvarterer. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 75.
”Velfærden synes tilsyneladende at måles i antallet af differentierede vejlængder per hus-
stand i kilometer; disse vejlængder differentieres i kvalitet, anlægsudgifter og driftsudgif-
ter, fra motorveje til stilleveje, og helt ned til private veje på storparceller (opgøres i km,
kr., kr. per km)” (Bæk Pedersen op. cit: 39).
1.2.3 Betonelementer
Betonelementbyggeriet satte sit præg, ikke blot på udformningen af den enkelte bygning,
men også på hele boligkvarterers fremtræden. Ballerup-planens godt 1.600 lejligheder,
som blev opført i tre etaper mellem 1962 og 1965, er et eksempel på det såkaldte kran-
sporsbyggeri, hvor fremstillingsformen blev afgørende for organiseringen af hele bebyg-
gelsen.
Indtil begyndelsen af 1970'erne var den fremherskende teknik et system med bærende
vægge på tværs af huset, og ikke-bærende facader (Nygaard 1984: 153). Af økonomiske
grunde blev husene bygget dybe, 12-13 meter imod de 8-10 meter i efterkrigstidens tradi-
tionelle byggeri. Især i begyndelsen blev tværskillevæggene sat med korte mellemrum for
at spare på udgifterne. Begge dele førte til mørke lejligheder med dybe og smalle rum, som
var svære at indrette. Også facadeelementerne var masseproducerede, og arkitekterne
dyrkede gentagelsen og det systematiske som et arkitektonisk motiv. Resultatet var mono-
tone facader, som afspejlede den rationelle fremstillingsform. Som arkitekten og historike-
ren Erik Nygaard skriver, vil det have stridt mod en grundlæggende funktionalistisk moral
at variere facaden, "når det hus, der stod inde bagved, nu engang var et fuldstændig stan-
dardiseret produkt" (ibid).
28
30. Systemet med bærende skillevægge var dominerende, men der blev også eksperimenteret
med andre systemer, hvor tværskillevæggene blev erstattet af søjler for at få større frihed
til at forme lejlighederne. Det jyske TVP-system med en skeletkonstruktion af søjler og
dragere, containersystemet Conbox samt forskellige søjle-plade-systemer er alle eksem-
pler på anvendte industrialiserede byggesystemer. Ifølge Nygaard var de bebyggelser, som
var resultater af disse eksperimenter, ikke væsensforskellige fra de gængse industrialisere-
de løsninger (ibid: 155).
1.2.4 Typehuse
Det var dog især parcelhusene og ikke etageboligbyggeriet, som tegnede sig for den store
stigning i boligbyggeriet op igennem 1960'erne. Med velstandsstigningen kom parcelhuset
inden for rækkevidde af meget store befolkningsdele. Folk begyndte også at regne med
inflationen, som gjorde, at det kunne betale sig at stifte gæld på fast ejendom. Hertil kom
skattefordelen. Muligheden for at trække renten fra i skat fungerede reelt som en slags
offentligt tilskud til parcelhusejerne. En masse familier, både funktionærer og arbejdere,
tog således springet til eget hus i 1960'erne (ibid: 163).
I perioden 1960-1980 blev der nedlagt næsten 80.000 landbrugsbedrifter og bygget
450.000 nye parcelhuse. Det svarer til godt 22.500 parcelhuse om året eller 75 om dagen
og er lige så mange som i de foregående 100 år (Lind og Møller op. cit: 137). I alt flyttede
1,5 millioner danskere ud i de nye parcelhusområder i perioden 1960-1980. Denne folke-
vandring, som er blevet kaldt 'middelklassens eksodus fra byerne', var af endnu større om-
fang end de foregående 100 års vandring fra landet til byerne (ibid: 144).
Det blev typehusene, som kom til at præge 1960'ernes og 1970'ernes parcelhuskvarterer.
Arkitekterne gled efterhånden i baggrunden; dels blev de reduceret til konsulenter for ty-
pehusfirmaerne, dels mistede enfamiliehusområdet – bortset fra det allerøverste lag – sin
prestige i arkitektstanden (Dragsbo 2008: 221). Typehusene blev fremstillet af både store,
landsdækkende virksomheder og lokale håndværkere, der opførte og solgte standardisere-
de huse i lokalområdet (Kraul og Madsen 2007: 16). Huskøbere kunne i 1960'erne som
noget helt nyt slå op i et katalog fra en af de mange producenter af typehuse og se et fær-
digt hus – og prisen. Typehuset blev efterhånden så stor en succes, at det i dag er den mest
udbredte hustype i Danmark.
1.2.5 Industricentre på bar mark
Fra 1960 skete der ligeledes en markant stigning i erhvervsbyggeriet i Danmark – fra ca. 1
mio. etagemeter om året i 1950'erne til ca. 3 mio. etagemeter om året – men det var ikke
muligt at planlægge og styre denne udvikling i samme grad, som tilfældet var for boligbyg-
geriet (Gaardmand op. cit: 155). Kommunerne udstykkede rigeligt med erhvervsgrunde, og
29
31. der var generelt en stærk konkurrence kommunerne imellem i deres forsøg på at tiltrække
virksomheder og skatteydere.
Erhvervsplanlægningen blev et centralt fokusområde i denne periode, hvor kommunerne
hver især reklamerede for deres særligt "attraktive industrigrunde i smukke landskabelige
omgivelser" og med god beliggenhed i forhold til infrastruktur (ibid: 156). Ikke mindst i
hovedstadsområdet udstykkede man fra midten af 1960'erne store arealer til erhverv i for-
stæderne, herunder Avedøre Holme i Hvidovre, som med 250 ha fortsat er Danmarks
største planlagte industriområde.
Tanken var, at disse planlagte industrikvarterer skulle fungere som lokale arbejdspladser
for de nye bosættere i de samtidigt opførte boligkvarterer. Det fremstår særlig tydeligt i
tvillingestrukturen Avedøre Holme og Avedøre Stationsby, som var en del af Køge Bugt-
planen. Men også i provinsen, f.eks. ved industricenteret Birk i Herning, planlagde man
nye boligområder i forbindelse med nye erhvervsområder.
1.2.6 Miljødebatten
Allerede mens de sidste storskala bebyggelser blev opført, blev de udskældt som 'beton-
slum' – ensformige sovebyer, der var fattige på sanselige oplevelser og aktiviteter og på
samme tid samlingssted for samfundets svageste sociale grupper (Nygaard op. cit: 222).
Bebyggelserne kritiseredes for at være for store og for uoverskuelige. I stedet for at skabe
rammerne omkring lokale fællesskaber, som det havde været intentionen, ansås de for at
være 'fremmedgørende'.
Samtidig blev parcelhuskvartererne udsat for kritik, især for den ekstensive arealanven-
delse som beslaglagde mere og mere jord omkring byerne, men også for manglende plads
til fællesskabet.
I 1968 brød reaktionen mod højkonjunkturens omvæltninger ud i lys lue. Byens opløsning
og især de store montageplaner mødte stærk kritik. Ungdomsoprørerne og det nye venstre
ville have nærdemokrati, sanering på beboernes præmisser, og små overskuelige enheder i
nybyggeri. 1960'ernes teknologiske fremskridt blev nu ikke længere betragtet som et gode,
men som en naturkraft helt ude af demokratisk kontrol med ødelæggelse af naturen, søn-
derlemmede byer og fremmedgørelse af mennesker til følge (ibid: 204).
Ifølge Erik Nygaard foregik 'miljødebatten' især i fagblade og i aviser som Politiken og In-
formation, som en debat mellem eksperter. Det kunne heller ikke påvises, at storskala be-
byggelserne havde den påståede fremmedgørende effekt på deres beboere. "Miljøkritiker-
ne vil have et andet samfund, og miljøkritikken er bare ét udtryk for deres kritik af sam-
fundet og det liv, de fleste lever", skriver Nygaard (ibid: 211). Frem for lighed, statslig sty-
ring og industriel rationalitet satte miljøkritikerne fokus på mangfoldighed, individuel
medbestemmelse og opmærksomhed på historiske og landskabelige værdier i miljøet.
30
32. Disse nye politiske idealer fik en afgørende betydning for byplanlægning og arkitektur i
velfærdsforstadens udbygning og ombygning fra midten af 1970'erne.
1.2.7 Kommunalreform og ny planlov
Med de store byudvidelser var mange kommuner i periferien af de store byer reelt blevet
til forstæder. Kommunalreformen i 1970 skulle afspejle den nye bymæssige virkelighed i
landet. Under mottoet "Én by – én kommune" blev antallet af kommunerne per 1. april
1970 reduceret fra godt 1.000 til 277 (ibid: 185). For at skabe størst mulig sammenfald i
ansvaret for beslutninger, opgaver og finansiering blev desuden en del opgaver overført fra
staten til kommunerne. Samtidig blev de hidtil 23 amter til 14 amtskommuner – med und-
tagelse af København og Frederiksberg, som hver især fik både kommunal og amtskom-
munal status.
Lidt forsinket i forhold til den administrative reform gennemførtes en stor planlovreform.
Reformen handlede om at skabe bedre vilkår for planlægningen af den enorme byvækst.
Decentralisering af beslutningskompetencerne, bedre muligheder for borgerinddragelse
og ikke mindst miljøbeskyttelse var centrale punkter på dagsordenen.
Planlovreformen kom i tre etaper. Med vedtagelsen af By- og landzoneloven samt Natur-
fredningsloven af 1969 kom beskyttelsen af landbrugsarealer og naturområder i fokus.
Hele landet blev opdelt i by- og landzoner samt sommerhusområder, og byvækst måtte
fremover kun ske i byzone. Med Loven om lands- og regionplanlægning af 1974 fik amter-
ne ansvar og kompetence for regionplanlægningen. Og med Kommuneplanloven af 1975
blev kommune- og lokalplanarbejdet kommunernes sag.
Den store undtagelse i det nye billede var Hovedstadsområdet. Kommunegrænserne for
København og Frederiksberg forblev uændret, og der fandtes således fortsat selvstændige
forstadskommuner. Her blev det Hovedstadsrådet, som kom til at forestå den overordnede
planlægning i landets største sammenhængende byområde.
1.3 1975-1989: UDBYGNING OG OMBYGNING AF VELFÆRDSFORSTADEN
I 1974 vendte økonomien, og derefter bevægede Danmark sig langsomt ind i 1980ernes
krise med høj arbejdsløshed og offentlig gæld. Boligproduktionen faldt dramatisk, fra godt
55.000 fuldførte boliger i 1973 til omkring 20.000 boliger om året i starten af 1980'erne,
dvs. 1950'ernes niveau (ibid: 235). Det almene boligbyggeri blev ramt først, men med den
tiltagende økonomiske krise rykkede parcelhuset igen udenfor almindelige menneskers
rækkevidde, og fra midten af 1970'erne faldt også parcelhusbyggeriet brat.
31
33. Parallelt med den økonomiske krise var samfundet i en overgangssituation fra industri-
samfund til postindustrielt samfund. Beskæftigelsen faldt i fremstillingsindustrien, mens
den voksede i servicesektoren, dels betinget af vækst i de private serviceerhverv, dels be-
tinget af den fortsatte udbygning af velfærdsstatens institutioner (Bæk Pedersen op. cit:
151).
Byggekrisen og de økonomiske udsigter til stagnation i perioden fra 1975 til 1989 ændrede
ikke de overordnede rammer for udbygningen af forstæderne. Udviklingen i Hovedstads-
området fulgte således de overordnede linjer, som først var blevet udstykket i Fingerpla-
nen og senere fulgt op i regionsplanarbejdet. Men kritikken af især storskala montagebe-
byggelserne – som skulle huse lighedssamfundets fuldt beskæftigede funktionærer og ar-
bejdere, og nu i stigende grad blev til udsatte boligkvarterer med mange langtidsarbejdslø-
se og bistandsmodtagere – havde ført til krav om mere overskuelige fysiske omgivelser,
nærhed og større muligheder for sociale kontakter i mindre grupper (ibid).
En mindre vækst og ekspansion gjorde det ikke blot muligt, men nødvendigt at tænke i
andre baner end i 1960'erne. Velfærdsforstaden udbyggedes fortsat indenfor de fastlagte
strukturer, men nu i en langt mindre skala og med miljøkritikernes idealer for øjet.
1.3.1 Tæt-lav bevægelsen
Fra midten af 1970'erne og langt op i 1980'erne dominerede tæt-lave bebyggelser bolig-
byggeriet i forstæderne. Startskuddet var SBI-idékonkurrencen om byggesystemer for
tætte, lave boligformer i juni 1971. Her skulle miljøkritikernes ideer om varierede og for-
anderlige bolig- og bymiljøer samt øget brugerindflydelse forsøges realiseret både i etage-
huse og i de lave byggerier (Nygaard op. cit: 231).
Vinderforslaget af tegnestuen Vandkunsten blev skelsættende for periodens boligbyggeri.
Byen betragtedes her som en organisme, der måtte bygges på og ind i det danske landskab.
Tanken var at lade folk bo i små selvstændige enklaver for 500-750 mennesker, så man
"stadig kender hinandens ansigter", og hvor alle de til boligområdet tilhørende funktioner
inklusive arbejdssteder integreres i én sammenhængende bygningsstruktur (ibid: 232).
Bebyggelsen skulle være lav for at bevare kontakten med naturen og tæt for at komme hin-
anden ved. I den senere realiserede bebyggelse Tinggården (1978 og 1983) er integratio-
nen af arbejdspladser opgivet, og den rene boligby fremstår som en prototype for perio-
dens tæt-lave bebyggelser.
På mange måder peger tæt-lav bevægelsens bebyggelser tilbage til havebytanken og til ef-
terkrigstidens park- og rækkehusbebyggelser. Det afgørende nye i 1970'erne var et fokus
på brugerinddragelse og -indflydelse i bebyggelsernes udformning, som førte til nye æste-
tiske idealer om variation og foranderlighed. Betonelementbyggeriet blev nu forbundet
med et individualiseret, mangfoldigt udtryk.
32
34. Idealerne i tæt-lav boligbyen var hentet fra danske småbyer med 1- og 2-etages længehuse,
grupperet omkring vej- eller stiforløb, der ikke var egnede til moderne biltrafik. Paradok-
salt nok passede det fint med de overordnede planlægningstanker om trafikseparering og
funktionsmæssig zoneopdeling. Først midt i 1980'erne opgav man den interne trafiksepa-
rering i boligbebyggelserne, fordi den var for økonomisk bekostelig (Bæk Pedersen op. cit:
152).
I-7. Plan, Aalborg Universitetscenter. Dall & Lindhardtsen 1975. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 172.
1.3.2 Udbygning med offentlige fællesanlæg
I sammenhæng med realiseringen af de sidste store planer i f.eks. Ishøj, Avedøre Stations-
by og Farum Midtpunkt blev der opført en del offentlige fællesanlæg, herunder en række
skoler. Strandgårdsskolen (1975) ved Ishøjplanen (i dag Vejleåparken), er et eksempel på
en 'skoleby' med fritliggende eller delvist sammenbyggede 2-3-etages bygninger og udea-
realer til leg formet som gadenet og centrale pladser.
Desuden udbyggedes forstædernes centrale områder blandt andet med kulturbygninger.
Flere steder blev der anlagt multifunktionelle kultur- og forsamlingshuse som eksempelvis
Kulturhuset Viften i Rødovre fra 1989 ved Dissing + Weitling eller Hafniahuset i Hørs-
holm fra 1985 ved Knud Munks Tegnestue.
33
35. I den store skala planlagdes og opførtes Aalborg Universitet fra 1975 til 1980 efter planer
af Dall & Lindhardtsen. I forbindelse med universitetet realiseredes en helt ny bydel med
boliger og service. Helhedsplanen for den nye bydel var tydeligvis inspireret af tidens tæt-
lave bebyggelsesideal samt af et ønske om at integrere byens forskellige funktioner.
1.3.3 Udbygning og ombygning af erhvervsområder
Fra midten af 1970'erne gennemgik industriproduktionen en gennemgribende transfor-
mation, dels under indflydelse af den nye vidensøkonomi, dels påvirket af globaliseringen.
Som følge heraf blev de ekstensivt anlagte industriområder i forstæderne nu udbygget og
ombygget med nye funktioner, især med lager og kontorbygninger, men også med tekniske
skoler delvist i tilknytning til produktionen.4 Et eksempel på en ombygning til nye funktio-
ner er omdannelsen af Johs. Madsen og Søns Maskinsnedkeri i Gladsaxe industrikvarter
til teknisk skole (Skov- og Naturstyrelsen 1998: 44).
Den fuldstændige funktionsadskillelse mellem industriproduktion og andre funktioner
blev gradvist ophævet. I denne langsomme transformationsproces spillede ikke mindst
områdets beliggenhed en central rolle. Industrikvarterer, som lå tæt op ad boligområder,
var lettere at inddrage til andre bymæssige funktioner, såsom kontorer eller supermarke-
der. Industriområder tæt op ad motorveje som eksempelvis langs Køge Bugt-fingeren eller
den østjyske motorvej blev derimod i højere grad udbygget med storlagere og butikscentre.
4
Jf. interview med Lene Skodborg, Museumsinspektør ved Kroppedal Museum, d. 10.2.2010
34
36. 2. Velfærdsforstaden i dag
At nærme sig forstaden som en genstand for bevaring kræver indsigt i aktuelle til-
stande. Dette gælder desto mere, fordi forstadens bygningsmasse er stærkt foran-
dringspræget og tilmed står foran store udfordringer med henblik på en bæredygtig
fornyelse. Første afsnit af dette kapitel giver et overblik over velfærdsforstadens
aktuelle fysisk, dvs. dens geografi, struktur og sammensætningen af bygningsmas-
sen. I andet afsnit beskrives aktuelle udfordringer for velfærdsforstadens byg-
ningskultur med udgangspunkt i en række udviklingstendenser. Disse tendenser
udpeger, hvor en diskussion om bevaring af forstadens bygningskultur er særlig
relevant at tage.
2.1 VELFÆRDSFORSTADENS FYSIK
Med udgangspunkt i den historiske afgrænsning af forstaden som den byudvidelse, der
fandt sted under velfærdssamfundets opbygning mellem 1945 og 1989, bliver det muligt at
afgrænse forstaden geografisk.
Velfærdsforstaden er et produkt af byernes og især storbyernes eksplosive vækst i årtierne
efter Anden Verdenskrig. Ikke overraskende findes de meget store, sammenhængende
byudvidelsesområder især i Hovedstadsområdet og omkring de største, danske byer År-
hus, Ålborg, Odense og Esbjerg. Der findes naturligvis også forstadsområder i mindre og
mellemstore provinsbyer, men de er som regel af mindre udstrækning.
35
38. I sagens natur ligger velfærdsforstaden i udkanten af hovedbyerne, dels som koncentrisk
udvidelse af den historiske bykerne, dels som radial udvidelse langs hovedtrafikårerne.
Særligt de sidstnævnte, geografisk set ydre forstæder adskiller sig markant fra tidligere
tiders byudvikling i struktur og bebyggelsestyper. Til forskel fra den historiske bys sam-
menhængende karréstruktur er disse forstadsområder sammensat af store afgrænsede
bebyggelsesenklaver og grønne områder, som tilsammen udgør et fragmenteret byland-
skab. Den funktionsbestemte opdeling i boligkvarterer og erhvervsområder kan tydeligt
aflæses. Et andet markant træk er de store vejstrukturer, som både forbinder og opdeler de
ydre forstæder i en helt anden skala end i tætbyen. Et luftfoto fra Hovedstadsområdet illu-
strerer forstadens overordnede struktur, som den i princippet også findes i de øvrige dan-
ske storbyer omend i en mindre skala og med regional forskelligt præg (se næste opslag).
Når dette luftfoto overlejres med den eksisterende bygningsmasse, som er opført i perio-
den 1945 til 1989 tegner sig et tydeligt billede af velfærdsforstadens beliggenhed (se næste
opslag). Overgangen fra tidligere perioders byudvikling til velfærdsforstaden er begribelig-
vis flydende, fordi der også blev udbygget på de tilbageværende tomme grunde inden for
Københavns og Frederiksbergs kommunegrænser. Her finder vi især mange større bolig-
bebyggelser fra efterkrigstidens første udvidelsesperiode mellem 1945 og 1959 som ek-
sempelvis park- og højhusbebyggelsen Bellahøj (1956), men også enkelte senere storpro-
jekter som Tingbjerg (1971). Endelig viser illustrationen også den bebyggelse fra perioden,
som blev opført som saneringsprojekter inden for den historiske bykerne. Det fremtræder
klart, at denne del af byggeriet har været meget mindre omfattende end byggeaktiviteten i
forstæderne.
I de 45 år, der gik fra Anden Verdenskrig til slutningen af 1980'erne, blev halvdelen af den
nuværende bygningsmasse i Danmark opført. Udtrykt i tørre tal drejer det sig om 1,35
mio. bygninger eller 315 mio. m2 etageareal, hvoraf langt hovedparten er beliggende i for-
stadsområder (figur II-2). Største del af byggeriet er opført i velfærdsforstadens hovedrea-
liseringsperiode mellem 1960 og 1974. Men også udbygningsperioden mellem 1975 og
1989 tegner sig for en meget stor del af den eksisterende danske bygningsmasse.
1600
1355
1400
Antal bygninger
1200
1000
800 629
600 461
400 265
200
0
1945-1959 1960-1974 1975-1989 Samlet
II-2. Den eksisterende bygningsmasses alder opgjort i antal bygninger i tusind fordelt på tre perioder og
samlet. Byggeriet tog især fart i 1960'erne. Kilde: Udtræk fra BBR.
37
41. De store boligområder, både parcelhusområder og etagehuskvarterer, dominerer billedet i
forstæderne. Men også de mange institutionsbygninger, som blev opført i forbindelse med
realiseringen af de store nye boligkvarterer i forstæderne, er fremtrædende elementer.
Mindre præsent i vores bevidsthed er de ofte aflukkede industri- og erhvervsområder, som
ikke desto mindre fylder meget store arealer.
Udtræk fra BBR-registeret viser, at boliger med over 800.ooo bygninger og 140 mio. m2
etageareal udgør klart den største del af bygningsmassen opført mellem 1945 og 1989 (fi-
gur II-5). Hovedparten heraf er parcelhuse (figur II-6). Til sammenligning tæller institu-
tioner, dvs. bygninger til offentlige formål som uddannelse, sundhed, kultur og admini-
stration, cirka 25.ooo bygninger med et samlet etageareal på 18 mio. m2. De omtrent
77.000 industribygninger fra perioden fylder over 60 mio. m2 etageareal.5 Og endelig ud-
gør bygninger til fritidsformål, eksempelvis idrætsbygninger, men også kolonihavehuse, en
markant del af bygningsmassen.
1600
1355
1400
Antal bygninger
1200
1000
816
800
600
393
400
200 77
25 21 24
0
B o lig Institutio ner Industri Erhverv Fritidsfo rmål Øvrige Samlet
II-5. Den eksisterende bygningsmasses fordeling på anvendelser opgjort i tusind for bygninger opført
i perioden 1945-1989. Boligbyggeriet dominerer, men industribygninger og institutioner, dvs. kulturbygnin-
ger, bygninger til undervisning, sygehuse, daginstitutioner m.v. udgør også en meget stor bygningsmasse.
Kilde: Udtræk fra BBR.
900 816
800
700 650
Antal bygninger
600
500
400
300
200 140
100 23 3
0
P arcelhuse Rækkehuse Etagehuse A ndre B o lig samlet
II-6. Boligbyggeriets fordeling på typer opgjort i tusind for bygninger opført i perioden 1945-1989. Kilde:
Udtræk fra BBR.
5
Bemærk at der under industribygninger også indgår tekniske anlæg over 200 m2 etageareal, ligesom kategorien omfatter bygninger til
handel og kontor beliggende indenfor 100 m afstand fra industribygninger. Kategorien erhverv omfatter de øvrige bygninger til handel og
kontor.
40
42. II-7. Fingerplanen 2007. De indre storbyområder svarer til håndfladen (pink); de ydre storbyområder sva-
rer til fingrene (lyserød). Kilde: Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Landsplanområdet 2007: 16.
Det er vanskeligt at afgøre præcist, hvor stor en del af denne bygningsmasse, der er belig-
gende i forstæderne, og dermed at sætte tal på velfærdsforstadens bygningsmasse. Men en
forsøgsvis beregning for Hovedstadsområdet giver en indikation om forholdet mellem
byggeriet inden for de indre storbyområders sammenhængende bygningsmasse og de ydre
storbyområders fragmenterede bylandskab. Analysen er baseret på afgrænsningen af Ho-
vedstadsområdet samt af de indre og ydre storbyområder i Fingerplanen 2007 (figur II-7).
Herefter tegner sig det følgende billede. Knap to tredjedel (61 %) af bygningerne i Hoved-
stadsområdet, svarende til cirka 190.000 bygninger med et samlet etageareal på 62 mio.
m2, er opført mellem 1945 og 1989. Heraf er hovedparten – 83 % af bygningerne fra peri-
oden, svarende til cirka 190.000 bygninger og 19 mio. m2 etageareal – beliggende i de yd-
re storbyområder. Kortlægningen af bygningsmassens aldersmæssige sammensætning
viser endvidere, at langt de fleste af bygninger er opført mellem 1960 og 1974. Det er især
de store byudvidelsesområder på Vestegnen og i Køge Bugt-fingeren, som tegner sig for
den enorme byvækst i denne periode.
41
45. Kortlægningen af bygningsmassens funktionsmæssige sammensætning for bygninger op-
ført mellem 1945 og 1989 viser en massiv overvægt på boligbyggeriet. Dette er særlig mar-
kant i de ydre storbyområder. Her ligger over 130.000 parcelhuse, rækkehuse og etagehu-
se med mere end 22 mio. m2 samlet etageareal. Det svarer til 82 % af alle bygninger som
er opført i de ydre storbyområder mellem 1945 og 1989. Til sammenligning tegner de
7.600 industribygninger fra perioden sig for knap 9 mio. m2 etageareal. Og de cirka 3.000
institutionsbygninger fra perioden udgør mere end 4 mio. m2 etageareal.
2.2 UDFORDRINGER FOR VELFÆRDSFORSTADEN
Store dele af forstædernes bygningsmasse står i kraft af nedslidning og forældelse overfor
en omfattende fornyelse. Bæredygtighedskriterier stiller nye krav til energirigtig renove-
ring af bygninger og reducering af biltrafik. Strukturændringer udfordrer erhvervsområ-
dernes funktionelle sammensætning af byggede strukturer. Og hverdagslivet i forstæderne
har ændret sig markant, siden de første skitser til nye, selvforsynende bydele og byggeri
blev tegnet. Mobiliteten er højere, og det har både ført til øget trafik og en øget centralise-
ring, som nogle steder har undermineret grundlaget for de offentlige servicetilbud og bu-
tikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser. Ændrede bosæt-
ningsmønstre har ført til en øget social polarisering mellem almene boligbebyggelser og
private ejerboliger. Hertil kommer, at især de store byudvidelsesområder fra 1960'erne og
1970'erne dengang fik en markant, demografisk profil med bl.a. mange børnefamilier. I
dag skal bygningsmassen tilpasses en aldrende befolkning, samtidig med at ønsket er at
fastholde og udvikle et mangfoldigt boligudbud for at tiltrække en aldersmæssig og socialt
blandet befolkning. Individualiseringen har i takt med den almene velstandsstigning be-
virket, at danskerne i stort omfang bruger boligen til at udtrykke egen identitet. Det stiller
nye krav til muligheder for individuel udformning af bolig og friarealer. Endelig står for-
stædernes åbne og funktionsopdelte bystruktur i modsætning til nutidens vision om den
tætte, funktionsblandede by.
I det følgende gennemgås disse udviklingstendenser med henblik på, hvilke forandringer
der kan forventes at præge forstædernes bygninger og bebyggede strukturer i de kommen-
de år. Netop her, hvor forstædernes bygninger og byggede strukturer er udfordret, er det
særlig relevant at tage stilling til spørgsmål om bevaring og udvikling af forstadens byg-
ningskultur.
2.2.1 Nedslidning og forældelse af bygningsmassen
Velfærdsbyens forstæder nærmer sig en alder, hvor nedslidning præger dele af bygnings-
massen. Værst ser det ud for dele af montagebyggeriet, der allerede tidligt oplevede store
tekniske problemer. Hertil kommer, at der er sket en markant velstandsstigning, siden
44
46. forstædernes boliger blev bygget, som har forandret den enkeltes krav til boligen og til bo-
ligens omgivelser.
Med byggeriets industrialisering og muligheden for montagebyggeri begyndte det at gå
meget stærkt med opførelsen af bygninger i byernes forstadsområder i 1960'erne og
1970'erne. Man benyttede sig af hidtil uprøvede teknikker og materialer, og den store hast
og en vis sparsommelighed betød, at kvaliteten af byggeriet af typehuse såvel som store
almene montagebyggerier i mange tilfælde ikke var så høj som i de tidligere håndværks-
mæssigt opførte byggerier.
Mange af de almene boliger fra 1960'erne og 1970'erne måtte allerede fornyes i 1980'erne
og 1990'erne. Renoveringerne omhandlede især reparation af de utætte tagflader, udskift-
ning af vinduespartier og installationer samt efterisolering og betonrenovering (Bech-
Danielsen 2008: 11). De såkaldte helhedsorienterede fornyelsesprojekter i 1990erne og
2000'erne har haft en bredere tilgang, hvor der udover fornyelse af friarealerne også er
blevet gennemført sociale projekter.
Disse mere helhedsorienterede tendenser afspejler sig også i en analyse af behovet for fy-
sisk opretning og forbedring af almene boligafdelinger gennemført af Landsbyggefonden i
2001. Landsbyggefonden vurderer her, at der er behov for et generelt kvalitetsløft for en
stor del af de almene boliger. Rapporten påpeger, at et kvalitetsløft skal skabe et varieret
boligudbud, moderne boliger, smukkere arkitektur og bedre friarealer og fællesfaciliteter
(Landsbyggefonden 2001: 7).
Trods de omfattende tidligere renoveringer vurderede Landsbyggefonden i en rapport fra
2006, at renoveringsbehovet i de almene boliger udgør op imod 161 mia. kr. opgjort i
2006-priser (Landsbyggefonden 2006: 23). Fornyelse af forstadens boligbebyggelser – og
dermed balancen mellem hensynet til renovering og hensynet til bevaring af arkitektoni-
ske kvaliteter – vil således være et centralt tema i mange år fremover.
Det er meget vanskeligt at opgøre det samlede behov for renovering og fornyelse i forstæ-
derne. Tallene for de almene boliger peger imidlertid på et omfattende renoveringsbehov i
den samlede bygningsmasse opført i perioden, dvs. ud over i boligerne også i institutions-
og erhvervsbyggeriet.
2.2.2 Bæredygtighed, energirigtig renovering og fortætning
I de seneste år er bæredygtighed især blevet en diskussion om CO2-neutralitet. Klimaæn-
dringer er et varmt emne i dag, og vi vil i fremtiden formentlig opleve et stadigt større fo-
kus på energirigtighed i byggeriet såvel som på en begrænsning af transportens omfang.
Statens Byggeforskningsinstitut har i en rapport fra 2009 vurderet, at der med en fornuf-
tig tilbagebetalingstid kan opnås en samlet varmebesparelse på 30 % af den energi, der
45
47. tilføres bygninger i Danmark (Jensen 2009: 5). Der peges på tre områder, hvor der kan
opnås besparelser:
• Forbedring af klimaskærmen i landets boliger (51 % af besparingspotentialet).
• Energirenovering af klimaskærmen i bygninger indenfor handel og service (10 % af be-
sparingspotentialet)
• Energirenovering af installationer i boliger og bygninger til handel og service (39 % af
besparingspotentialet).
En stor del af besparingspotentialet knytter sig således til renovering af boligernes ydre.
Det skyldes, at effektiv efterisolering typisk kræver udvendig isolering. Rapporten peger
derfor også på, at den øvre grænse for energibesparelsespotentialet afhænger af, hvor store
hensyn der skal tages til bygningernes historiske identitet og arkitektoniske fremtræden.
Hvis efterisolering af bevaringsværdige huse fravælges af æstetiske årsager, reduceres be-
sparelsespotentialet.
4,5
4,0
3,5
3,0
2,5
Peta
Joule
2,0
1,5
Rækkehuse
1,0
Stuehuse
0,5 Etageboliger
Parcelhuse
0,0
-1930
1931-1950
1951-1960
1961-1972
1973-1978
1979-1998
1999-2003
II-10: Potentialet for energibesparelser i eksisterende boliger i Danmark er særligt stort i den ældste
del af bygningsmassen, men forstadens boliger rummer også et stort potentiale for energibesparelser.
Kilde: Dansk Bygningsarv 2009a: 47 (baseret på data fra Wittchen 2004)
Hovedparten af velfærdsforstadens bygningsmasse er ikke opført med tanke på energirig-
tighed, hvad der også afspejles i grafen over energibesparelsespotentiale i boliger (figur II-
10). Især parcelhuse fra 1960'erne rummer et stort potentiale. Hvordan vi skaber balance
mellem krav om energioptimering og bevaring, er således et væsentligt emne i fremtids-
sikringen af velfærdsforstadens bygningsmasse.
46
48. Hertil kommer, at bosætning i forstæderne typisk er forbundet med transport i egen bil
over store afstande mellem arbejde, hjem, butikscentre mv. og dermed en betydelig miljø-
belastning. Fokus på CO2-neutralitet har genrejst debatten om fortætning i forstadsområ-
derne og især fortætning i de stationsnære områder, som betjenes af offentlig transport
(Miljøministeriet 2008). Dette rejser spørgsmål om, hvordan nye bygninger skal integre-
res med forstadsområdernes og især stationscentrenes helhedsplanlagte bebyggede struk-
turer. Skal helhedsudtrykket i disse områder bevares? Eller kan nye lag omvendt bidrage
til udviklingen af forstadens bygningskultur?
2.2.3 Strukturændringer udfordrer erhvervsområderne
Siden udbygningen har forstadens erhvervsområder mange steder undergået en række
forandringer, hvor de oprindelige virksomheder er forsvundet eller flyttet væk, nye er flyt-
tet til, og der i en række områder er etableret nye funktioner, eksempelvis lager- og kon-
torbygninger, men også tekniske skoler, delvist i tilknytning til produktionen.6 Der er såle-
des allerede sket en vis omdannelse af erhvervsområderne.
Under indflydelse af den nye vidensøkonomi og globalisering, der kendetegner perioden
fra midten af 1970'erne, har industrien gennemgået en proces, hvor produktionen i min-
dre grad er bundet til virksomhedens hovedsæde. Internationaliseringen har resulteret i
en udflytning af industriarbejdspladser til andre lande. Dette har medført, at industriarea-
ler er blevet frigjort til nye formål.
Der kan dog ikke trækkes en lige linje fra udflytning til funktionstømte industriområder.
Virksomheder, der flytter en del af produktionen til udlandet, beholder nemlig i mange
tilfælde deres bygninger og bruger dem til andre formål, såsom undervisning eller konfe-
rencer. Omdannelse af industriarealer er derfor ofte en intern proces.7 I den løbende om-
dannelse af erhverv til ny erhverv, eller erhvervsrelaterede formål, har opmærksomhed på
bevaringsaspekter hidtil stort set været fraværende.
Forstædernes industriarealer er typisk totalplanlagte, inklusiv vejstrukturer og i forbindel-
se med faciliterende infrastruktur. De byder ofte på en god beliggenhed i forhold til mo-
torveje, men er udfordret mht. offentlige trafikforbindelser. Områdernes typiske ekstensi-
ve struktur giver gode muligheder for udfoldelse og sameksistens af forskellige aktiviteter,
samt for fortætning gennem en blanding af almene bestemmelser som f.eks. kontorer, bo-
liger, butikker og kulturelle formål. De karakteristika, der ligger i den åbne struktur, vil
imidlertid gå tabt ved en meget intensiv fortætning.
By- og Landskabsstyrelsen skønner, at 2.700 ha ældre erhvervs- og havneområder enten
er under omdannelse eller vil kunne blive omdannet inden for en 20-årig periode. Det sva-
6
Jf. interview med Lene Skodborg, Museumsinspektør ved Kroppedal Museum, d. 10. februar 2010.
7
Jf. interview med Peer Hull Kristensen, dr. merc., professor ved International Center for Business and Politics, Copenhagen Business
School, 12. april 2010.
47
49. rer til 6-8 % af landets erhvervsarealer (www.blst.dk/BYEN/Projekter/ Byomdannel-
se/intro_byomdannelse.htm [15-05-2010]).
Industriproduktionen er pt. i høj grad påvirket af den økonomiske krise og er nede med
godt 20 % målt i forhold til 2008.8 Men det er vanskeligt at forudse, hvilken langsigtet be-
tydning krisen vil få for forstadens industriområder. Meget tyder dog på, at den løbende
omdannelse vil fortsætte, og at omdannelsen af erhvervsområder vil være én af de store,
fremtidige udfordringer i forstæderne. Muligheder for fornyelse og omdannelse ligger især
i arealernes lokalitet, struktur og skala samt en bygningsmasse, der egner sig til diverse
funktioner. Den tiltagende interesse for industriarv har vendt opmærksomheden mod nye-
re industri i en spirende erkendelse af, at også de rummer bevaringsværdier.
II-11. Sammenhæng mellem bystruktur og transportarbejde i danske byer. En undersøgelse fra 2001
viser at bosatte i forstadsområder langt fra centrum transporterer sig langt mere i bil end beboere i de
centrale byområder. Kilde: Peter Hartoft-Nielsen 2001.
2.2.4 Øget mobilitet udfordrer lokale, funktionelle sammenhænge
Udviklingen af forstadsområderne er sket samtidig med bilens udbredelse og er i vidt om-
fang baseret på denne. Bilen gav mulighed for at pendle mellem boligen i forstaden og ar-
bejdspladsen i de centrale dele af byen eller i andre dele af forstaden. Samtidig blev forsta-
den dog baseret på en udbygning af servicestrukturen, som skulle give en stærk, lokal ser-
viceforsyning med f.eks. dagligvarer, kommunale institutioner mv. Den lokale transport
mellem hjem og lokale destinationer som skoler og indkøbsmuligheder kunne ske trygt og
sikkert til fods eller på cykel via trafikseparerede stier mv.
8
Danmarks Statistik. Måling fra maj 2010. In: http://www.danmarksstatistik.dk/Statistik/nogletal/seneste/Industri/Ordre.aspx
48
50. Mobilitet er en forudsætning for livet i forstæderne. Men i dag udfordrer netop forstads-
beboernes mobilitet de lokale, funktionelle sammenhænge. Siden udbygningen af forstæ-
derne er der sket en kraftig stigning i mobiliteten i samfundet, ikke mindst baseret på sti-
gende biltransport. Pendlingsafstandene er blevet langt større, så mange i dag pendler 're-
gionalt' over store afstande. Samtidig har den øgede mobilitet i samfundet ført til en øget,
regional konkurrence i f.eks. detailhandlen. Investeringer koncentreres i områder, som er
beliggende attraktivt i relation til biltransport. Dette har flere steder fjernet en del af
grundlaget for 1950'ernes butikstorve, men også for de lokale servicecentre med bl.a. bu-
tikker, som var en integreret del af de store planer fra 1960'erne og 1970'erne.
Bevaring og evt. genanvendelse af funktionstømte butikstorve og butikker i lokale centre
er derfor et vigtigt opmærksomhedspunkt i udviklingen at forstæderne.
2.2.5 Social segregering udfordrer almene boligområder
Igennem en årrække har boligmarkedet i kombination med den almindelige velstands-
stigning resulteret i en geografisk polarisering mellem byområder. I den lille skala – inden
for kommunerne – er der en tendens til social segregering mellem forskellige befolknings-
grupper. Andelen af ikke-erhvervsaktive, enlige, etniske minoriteter og lavindkomstgrup-
per er øget stærkt i udlejningssektoren, herunder ikke mindst i den almene boligsektor.
Omvendt er der sket en koncentration af husstande med høj indkomst, beskæftigelse samt
børnefamilier i ejerboligerne, hvor parcelhuset er den helt dominerende boligform. I peri-
oden 1981-97 er der sket en betydelig social forskydning på bebyggelsesniveau i retning af
øget segregering, og der er grundlag for at hævde, at Storkøbenhavn oplever en rumlig el-
ler geografisk polarisering på trods af, at forskellene på kommunalt niveau er omtrent
uændrede (Andersen 2005: 22-23).
Allerede inden de var færdigbyggede, blev flere af de almene bebyggelser genstand for kri-
tik af byggeteknik og bebyggelsernes sociale forhold (Bech-Danielsen op. cit: 8). I dag gi-
ver den øgede sociale segregering ny næring til miljøkritikernes argumenter. Særligt alme-
ne, såkaldt udsatte – boligområder omtales som sociale og/eller etniske 'ghettoer'. Disse
områders negative ry bygger i højere grad på, at de betragtes som socialt belastede, end at
der er tale om dårlige boliger. Det bekræftes bl.a. i en undersøgelse i syv kvarterløftområ-
der i 2003, som viser at beboernes egen opfattelse af, hvorfor området har et dårligt ry, i
høj kan tilskrives, at området er socialt belastet (Andersen 2004: 127).
Hidtil har strategien for de udsatte boligområder primært været fornyelse af bygninger og
friarealer og investeringer i sociale projekter. Med udviklingsplanen for Gellerupplanen i
Århus foreslås det for første gang at nedrive en række almene boligbygninger, samtidig
med en omfattende fortætning af området med andre boligtyper og nye funktioner. Pla-
nerne har skabt lokal debat i området (Bech-Danielsen 2010). Men visionen for Gellerup-
planen rejser også mere generelle spørgsmål om bevaring kontra udvikling. Hvordan kan
49
51. vi tilføre de store planer nye arkitektoniske lag med respekt for de eksisterende helheder
og bevaringsværdige enkeltbygninger?
2.2.6 Øget individualisering og identitetsskabelse med udgangspunkt i boligen
Velfærdsforstadens boligbebyggelser blev skabt med udgangspunkt i idealer om lighed og
lige fordeling. I takt med at samfundets idealer har ændret sig i retning af et mere indivi-
dualiseret samfund, har værdigrundlaget for forstadens bebyggelser ændret sig. De danske
forbrugere er i stadigt stigende grad interesserede i at udtrykke identitet og socialklasse
gennem deres bolig. Antropologen Mark Vacher (2007) har påpeget, at det er vigtigt for
menneskers hjemfølelse, at de kan få lov til at arbejde med det sted, de bebor.
I de privat ejede parcelhuse kan ejerne relativt frit – inden for en given lokalplans rammer
– disponere over huset på deres egen matrikel. Det betyder, at parcelhusene bliver en dy-
namisk størrelse: De vokser sammen med familien og tilpasses løbende de behov, ejeren
har for en bolig. Samtidig er det kendetegnende, at en rigtig stor del af renoveringer og
ombygninger i parcelhuskvarterer har karakter af 'livsstilsrenoveringer', dvs. renoveringer,
der ikke er betinget af teknisk nødvendighed men som skyldes ejerens smag (Gram-
Hansen og Bech-Danielsen 2000: 6).
Individualiseringen er samtidig en stor udfordring for de almene bebyggelser, der typisk
fremstår som arkitektoniske helheder med en fælles struktur og ofte også med en stor ho-
mogenitet i bygningernes formsprog og materialevalg. Med deres gentagelser og ensartet-
hed imødekommer de store almene bebyggelser kun i ringe grad forbrugernes efterspørg-
sel efter identitet, og lejerens muligheder for grundlæggende at forandre boligen eller
præge friarealerne er begrænsede.
I de almene boligbebyggelser er udfordringen at forene beboernes behov for individuel
tilegnelse med de arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier, der netop ligger i
det stærke helhedspræg. I parcelhuskvartererne er udfordringen omvendt at formidle be-
varingsværdierne i de eksisterende bygninger og samtidig at give plads til ejernes indivi-
duelle ombygnings- og fornyelsestiltag.
2.2.7 Fornyelse med udgangspunkt i forstadens særegne bygningskultur
Velfærdsforstæderne blev bygget med udgangspunkt i en storslået vision om et lige sam-
fund med plads til alle. Funktionsadskillelse, trafikseparation og masseproducerede byg-
ninger i grønne områder skulle danne rammen om det gode liv uden for de overfyldte og
forurenede, centrale byområder. Især de helhedsplanlagte byområder fra 1960'erne og
1970'erne afspejler en vision om lokale fællesskaber, hvor et helt liv i forstaden udspiller
sig rundt om lokale servicecentre med en nøje planlagt sammensætning af butikker, of-
fentlige institutioner og kulturtilbud.
50